Af Lars Thim

Indtil for nylig var jeg den lykkelige ejer af en skøn Dalmatiner ved navn Comical's Fabulous Falco. Kaldet Falco. Han blev desværre akut syg, og måske havde han haft en lille chance, hvis jeg havde vist noget mere om den sygdom han fik. Denne historie er også til dem der måske heller ikke kender sygdommen, og som måske kan lære lidt ved at læse historien ....

Det hele startede en fredag aften. Vi havde lige spist lidt aftensmad, og han havde spist ca. det halve af sin mad, som han plejer. Han har altid været god til at spise det han lige synes var passende. Der var jo heller ingen andre til at tage hans mad, hvis han ikke lige gad spise op. Han viste også godt at der faldt lidt af når jeg var færdig med min mad.

Jeg sad og så lidt TV, og han kom småløbende / springende ind i stuen rigtig glad med sin legepude i munden. Puden blev nærmest smidt på hans madras som ligger lige ved side af sofaen, og bagefter kom en hund og hoppede på den med forbenene, og gav den nogle drøje hug med munden. Umiddelbart tænkte jeg, "hold da op, han er da i godt humør i aften" og sad smilede, mens jeg studerende hvordan den stakkels pude måtte tag nogle drøje hug og bid.

Men så var det han pludseligt peb da han bed i puden, og først tænkte jeg .. hovsa der fik han vist lige tungen i klemme, eller hvad det nu kunne være. Herefter slap han puden og gik over og lagde sig uden sofabordet, som han så tit gør. Jeg sad og kikkede lidt på ham, for et øjeblik efter rejste han sig hurtigt igen, og gik lidt hvileløst rundt i stuen.

Efter et lille stykke tid begyndte han at stå og kaste op .. bortset fra der ikke kom noget med op. Jeg sad stadig og holdt lidt øje med ham, for han har godt nok stået og kastet op før, hvis han f.eks. havde fået et hår i munden, men der plejede altid komme lidt væske med op. Han prøvede ligesom at få noget op, eller måske det var noget der var i halsen. Jeg kunne ikke lige gennemskue hvad det var. Jeg tror der gik nogle minutter, jeg ved det ikke, jeg synes bare ikke det lød særlig godt, så jeg sad og holdt øje med ham. Han begyndte at gå lidt hvileløst rundt igen. Først i stuen, så ud i køkkenet, hvor han havde et tæppe foran havedøren. Her lagde han sig på maven med udstrakte forben og hovedet nede mellem forbenene, og bare kikkede lige ud.

Jeg var begyndt at blive lidt bekymret, for godt nok han haft maveproblemer før med opkastning og sløvhed til følge, men dette her lignede ikke det som jeg havde set før. Så rejste han sig igen trissede lidt rundt, prøvede at lægge sig et andet sted, men rejste sig hurtigt igen. Jeg tænkte at han nok ville ud, så jeg tog en trøje på og vi gik udenfor. Her gik vi lidt op af vores lille markvej, og jeg tænkte "lad os da bare gå en lille tur og se om det hjælper lidt" .. vi gik omkring 50-100 meter, så vendte Falco om og gik hjemad igen. Mærkeligt, for var der noget han elskede, så var det en tur op af markvejen, hvor han var stort set altid var foran mig hele vejen.

Han løb ind i kanten af marken, og satte sig for at gøre stort .. det var mørkt, så jeg kunne ikke se om der kom noget. Vi gik indenfor igen, og jeg tænkte at det måske havde hjulpet lidt. Han lagde sig og jeg holdt et bekymret øje med ham, for hans adfærd havde ændret sig i forhold til hvordan han plejede at være, også humørmæssigt.

Efter en ½ times tid ville han ud igen, og vi gik ud på gårdspladsen. Her kunne jeg se at han gik og strintede på muren på staldbygningen flere steder .. noget han har gjort før, så det tog jeg ikke så tungt. Kunne dog fornemme at han ligesom gik og skød lidt ryg. Vi gik ind igen og endnu en ½ time gik, og jeg synes nu jeg ikke længere kunne lade stå til, og fandt et telefon nummer frem til min dyrlæge. Jeg fandt så ud at da jeg ringede, at de ikke var på arbejde, hvilket jeg selvfølgelig godt viste, da klokken var hen ad 21 tiden en fredag aften. Telefonsvareren henviste til deres vagtdyrlæge ordning, som var en klinik 95 km fra hvor jeg bor. Ahh tænkte jeg .. kan det nu være rigtig, man skal køre den lange vej, hvis ens hund er syg ???? .. Det kunne jeg ikke rigtig acceptere, for nu var jeg ret sikker på det var tilstød Falco noget .. jeg viste bare ikke hvad.

Jeg surfede lidt rundt på nettet .. og gudskelov for internettet, for det gør det væsentlig nemmere trods alt, at finde telefon numre på dyrlæger i lokalområdet. Og deres vagtordninger. Jeg fandt efter lidt søgen en mulighed. En lokal dyrlæge, der har en vagtordning med andre dyrlæger inden for 15 km’s omkreds .. det tog desværre yderligere en ½ time med al den surfning, så ved 21.30 tiden fik jeg ringet til en vagtdyrlæge, hvor jeg kort forklarede Falcos symptomer. Da jeg nævnte han havde forsøgt at kaste op, og der ikke kom noget med op, bad hun mig se om maven var pustet op, så jeg kunne fornemme maven bagved ribbenene. Det kunne jeg ikke umiddelbart, men hun spurgte så om hans ben føltes kolde og de gjorde de, hvorefter hun sagt .. "du må heller skyde dig at komme med han".

Et kvarter efter ankom vi til dyrlægen .. jeg fandt hovedindgangen, og hun kom og hjalp med at holde døren, for jeg bar ham ind, da vi lige skulle over et par trappetrin. Da vi kom ind spurgte dyrlægen mig om han selv kunne stå, hvorefter jeg satte ham ned. Han stod fint på sine ben, og fordi der var nogle rigtig dejlige dufte begyndte han, som altid ved dyrlægen, at gå rundt og snuse ivrigt. Dyrlægen kikkede på hans mave, og nu var det tydeligt at den var oppustet og til at se lige bagved ribbenene. Hun følte også på hans ben, og kikkede i mundvigene. Hun viste mig at mundvigene var helt lyse, hvor de normalt plejer at være lyserøde.

Så fik jeg dommen om Falco's tilstand .. "din hund har fået en mavedrejning" .. jeg stod bare og kikkede på hende som et stort spørgsmålstegn .. det havde jeg ikke hørt om før, og hvis jeg havde .. ja så havde jeg lykkeligt glemt det igen ! Det næste hun sagde var at, "det er en meget dårlig diagnose at få som hund". Chancen for at overleve er lille, hvis der ikke bliver gjort noget ret hurtigt. Og hvor hurtigt havde jeg så lige været mht at få Falco af sted, hurtigt i forhold til hvad ? "Det er forskelligt fra hund til hund sagde hun" .. "nogle gange en ½ time, og andre gange kan der godt gå flere timer" !

Mens Falco tullede lidt rundt, blev røntgen apparatet tændt op, og vi tog et par beskyttelsesveste på. Da vi skulle have Falco op på briksen, kunne vi ikke lige finde ham. Han var i mellemtiden gået lidt på opdagelse på egen hånd, og vi fandt ham et par værelser længere fremme, typisk i gang med at snuse til alle de dejligt lugte der er sådant et sted.

Vi fik ham tilbage og lagt op på røntgenbriksen, og et øjeblik efter kunne vi på røntgenbilledet se den meget oppustede mave. Jeg fik af vide, Falco's alder taget i betragtning, at der nok ikke var de store chancer for overlevelse, men dyrlægen fortalte at de med held nogle gange har kunnet tømme mavesækken vha en slange, og så drejede maven plads igen. Jeg viste at Falco altid har været en fighter, og spurgte om hun mente det skulle prøves. Alternativt var det en operation der skulle til, men stadig, grundet Falco's alder viste vi ikke hvilken effekt det ville have. Vi kunne meget vel give ham en chance ved at opererer, men måske også en rigtig dårlig sidste tid, der måske ville vare en uge, eller 14 dage, hvis det ikke gik .. og det ville jeg bare ikke udsætte ham for.

Men vi blev enige om at Falco skulle have en chance, så Falco fik lagt et drop og fik noget sløvende, samtidigt med en masse væske. Da han var godt sløv, fik vi vha en slange tømt hans mave .. der blev skyllet et par gange, og vi kunne se det hjalp .. gudskelov tænkte jeg. Derefter lagde vi ham tilbage på røntgenbriksen og vi kunne se maven var normal størrelse igen. "Man kan dog ikke se om maven er drejet på plads igen", sagde dyrlægen. Han havde fået noget til opvågning igen, men han var stadig sløv. Vi lagde ham på et tæppe på gulvet og jeg sad og nussede ham mens han vågnede lidt mere op.

Jeg fik derefter afregnet med dyrlægen, og da hun havde fortalt at det ikke var sikkert hun var på klinikken hele natten, til at kikke efter Falco, besluttede jeg at tage ham med hjem. Så var der i det mindste opsyn med han hele tiden. Falco blev båret ud i bilen, og han var stadig virkelig sløv, og lå bare på siden.

Vi kom hjem lidt over et om natten, og jeg lagde ham ind på hans sovemadras i soveværelset ved siden af sengen, hvor han bare lå og trak vejret på en lidt urolig og tung måde. Han havde heldigvis fået en del smertestillende, så jeg viste han ikke havde smerter de første 8 timer, hvis det ikke var blevet i orden. Jeg lagde et tæppe over hans ben, for de var stadige kolde at føle på .. og lidt hen over kroppen over maven. Han skulle i hvert fald ikke fryse.

Den nat sov jeg ikke ret meget. Jeg lå og hørte efter Falco's vejrtrækning, som lød mere tungt end den plejede, men det var vel naturligt nok med den tur han havde igennem.

Om morgenen havde jeg aftalt med natdyrlægen, at ringe inden hun stoppede sin vagt, således vi kunne snakke om hans tilstand. Vagten var så skiftet til den næste dyrlæge. Dyrlægerne havde skiftet lidt tidligere, men ham jeg så fik fat i var blevet orienteret om nattens begivenheder, og han viste godt hvad det drejede sig om. Vi snakkede kort om Falco's tilstand, og at han stadig lå på siden og ikke havde rørt sig særlig meget i løbet af natten. Vi blev enige om, at hvis han ikke meget snart, dvs inden for nogle få timer, ikke havde rejst sig op, så skulle vi lige snakke sammen igen. Det var ved halv otte / otte tiden.

Lidt i ni rejste Falco sig op, og jeg blev helt lettet. Men det varede kort, for efter 3 meters vraglen, faldt han om på siden. Og han gav et lille pib. Jeg tog ham og lagde ham ind i køkkenet på hans madras, og der lå han så en ½ times tid, hvorefter han prøvede at rejse sig . Han kom halvt op, og så faldt han ned igen, mens han peb virkeligt inderligt et kort øjeblik. Åh nej tænkte jeg bare .. nu viste jeg at det ikke var godt .. jeg sad med våde øjne og nussede ham, så han kunne mærke jeg var der. 5 minutter efter ringede jeg til dyrlægen igen. Han var optaget, og der gik yderligere en ½ time inden jeg kom igennem. Falco havde i mellem tiden prøvet at komme op igen, men igen peb han et kort øjeblik og faldt ned på siden igen.

Dyrlægen og jeg aftalte hurtigt at jeg skulle komme med Falco, for som dyrlægen sagde " det lyder bestemt ikke godt .. han burde være på benene nu hvis maven var komme på plads igen"

Jeg bar Falco, som stadig var ret sløv, ud bag i bilen, og vi kørte et kvarters tid. Falco prøvede at rejse sig op i bilen mens vi kørte, men igen faldt han om efter af være kommet halvt op .. og han peb inderligt igen et kort øjeblik. Det var ikke rart at høre på. Da vi ankom til dyreklinikken, gik jeg ind for at hente dyrlægen, som lige skulle snakke færdig med en anden kunde. Efter kunden gik kom dyrlægen over og spurgte om vi lige skulle tage Falco ind og kikke på ham .. "det er der vist ingen grund til", sagde jeg .. " kom du heller med ud til bilen" og det gjorde han så. Jeg åbnede bagsmækken til stationcar'en, og straks sagde dyrlægen " ja han har det bestemt ikke godt" .. dyrlægen lyttede lidt til Falco og undersøgte ham hurtigt, og efter vi havde snakket lidt om Falco's tilstand, blev vi enige om at Falco ikke skulle mere igennem. Det var også ved at være for længe siden mavedrejningen fandt sted, så dyrlægen kunne heller ikke garantere for de indre organer, som også meget let tager skade ved en mavedrejning, pga manglende blodcirkulation i kroppen.

Jeg sad og nussede Falco, da dyrlægen gav ham den beroligende/bedøvende sprøjte. Dyrlægen gik ind igen og nogle minutter senere var Falco helt væk .. alt var gået så stærkt, så jeg sad bare og håber på, at alt det her bare var en ond drøm. Men det var det ikke .. mine øjne var våde, da dyrlægen kom ud igen .. nu med en anden sprøjte med en blålig væske. Det var den sidste sprøjte Falco fik i sit liv .. et øjeblik efter var Falco ikke længere i live, men kun et begyndende minde.

Dyrlægen spurgte om han skulle tage sig videre af Falco, men jeg havde for længst besluttet at Falco skulle begraves i min have. Den have som han elskede at rende rundt og snuse i, og som han havde haft som sit fristed i de sidste 8 år. Da jeg kørte hjemad var det med tåre i øjnene, og det kan godt være at det ikke er ret mandigt, men når man har delt en masse timer og år med et dejlig hund som Falco, og med alle de ting vi trods alt har nået at opleve sammen, så lur mig om ikke selv det mest forhærdede menneske ville have våde øjne.

Jeg havde fået naboen til at komme forbi om eftermiddagen med sin minigraver, og hjælpe med at grave et passende hul. Først prøvede vi et sted nede i haven, hvor der dog begyndte at løbe vand i, da vi nåede lidt ned. Så vi fandt et mere passende sted længere oppe i have .. i mellem flagstangen og æbletræet. Det perfekte sted ! Han blev begravet en smuk vindstille solskinsdag.

Her hviler Comical's Fabulous Falco nu i fred. Jeg savner ham stadig meget, men jeg har heldigvis en masse billeder og nogle gode minder fra en dejlig tid med en vidunderlig og skøn hund. At han skulle herfra på den måde havde han på ingen måde fortjent, og havde det ikke været Gud, men mig der havde bestemt, så havde Falco fået lov til at sove stille ind i sin kurv !

Falco blev 13 år og 5 måneder .. !